onsdag den 30. januar 2013

Instagram - uge 4

Uge 4 startede med at jeg holdt en fridag om mandagen. Her fik jeg vasket gulv efter weekendens fest, spist rester, handlet ind, sovet og lavet en masse andet som stod på to-do-listen.
Tirsdag startede "Årgang 0" igen og det nød jeg sammen med en kop the og slik. Dagen efter holdt jeg tidligt fri fra arbejde da vi skulle til begravelse. På vej hjem derfra var den smukkeste solnedgang, og senere spiste jeg frysepizza ved vores nye sofabord mens farmand var på arbejde og lillepigen sov.
Torsdag var en travl dag på arbejde dels pga. fridagen mandag og fordi jeg gik tidligt hjem onsdag, men også fordi der er kommet ny lovgivning som jeg lige skal sætte mig ind i. Da jeg kom hjem var der lavet aftensmad og der ventede en buket lyserøde tulipaner som straks fik plads i min nye vase.
Fredag var det tid til den sidste fejring af min 30 års fødselsdag. Mine kolleger var inviteret og af dem fik jeg en lækker kurv fyldt med chokolade, kaffe, vin, marmelade og meget andet. Vi fik stort set samme menu som weekenden inden, så jeg havde travlt i køkkenet det meste af dagen.
Jeg havde længe glædet mig til lørdagen idet jeg skulle med min mor og søster ud at kigge på brudekjole. Min søster skal giftes i september i år, og vi fik købt en rigtig fin kjole til hende. Bagefter spiste vi frokost på en café inden vi om eftermiddagen vendte snuden hjemad. Da jeg ikke havde set lillepigen hele dagen hyggede vi os om aftenen mens farmand var ude og spille kort. Vi fik både prøvet fastelavnsudklædning og læst en masse bøger i sengen inden hun skulle sove.
Søndagen stod på forberedelser til ugen der bankede på og jeg fik trænet for første gang siden sidste år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar;-)