mandag den 29. juli 2013

Kong Fiddes Livret

Nedenstående gryderet skulle efter sigende have været Kong Frederiks Livret, deraf navnet på retten. Den serveres på en lokal restaurant i byen, men vi laver den også indimellem hjemme. Faktisk så sent som i sidste uge. Måske andre kunne være interesseret i at prøve retten, og derfor får i her opskriften.

Ingredienser til 4 personer:
- 600 g skært oksekød i strimler eller tern (mørbrad, flanksteak eller lignende)
- 25 g margarine
- 3 løg
- 1 pose pommes frites
- evt. små kogte kartofler
- 2 tsk. karry
- 2 tsk. paprika
- 4 spsk. Ketchup
- ½ l piskefløde
- 2 spsk. Engelsk sovs
- 6 hårdkogte æg
- 1 lille glas rødbeder

Det ene løg hakkes fint og svitses i en gryde sammen med margarine, kødet og karryen. Herefter tilsættes fløden, den engelske sovs, paprikaen og ketchuppen. Det hele skal småkoge til kødet er mørt.
De sidste 2 løg, rødbederne og de hårdkogte æg hakkes i små tern og kommes i hver deres skål. Retten serveres med pommes frites og evt. små kogte kartofler.

fredag den 26. juli 2013

Instagram - uge 29


Med fare for at gentage mig selv fra de forrige indlæg omkring ugen der gik på Istagram, så nød vi virkelig det gode vejr i sidste uge. Terassen blev brugt en del til både leg og solbadning.
På arbejde var det varmt, og en kollega gav is fordi hun ligesom så mange andre gik på ferie. Vi tæller også ned til vores ferie som går til Italien i år.
I køkkenhaven er der begyndt at komme små gule squash frem, og der er sået endnu en portion radiser.
Weekenden gik med mere solbadning både hjemme og på standen. Om søndagen havde farmand og jeg årsdag, så vi spiste frokost og gik en tur rundt i byen alene mens lillepigen var hos mormor og morfar.

tirsdag den 23. juli 2013

Iskaffe

Nu hvor det er så varmt udenfor drikker vi en del iskaffe hjemme. Vi bruger nedenstående opskift, og den kan virkelig anbefales. 

ISKAFFE - ca. 8 glas
Ingredienser:
- 62 gram kaffe (helt almindelig filterkaffe, gerne af en god kvalitet - vi bruger Cirkelkaffe)
- 1 liter koldt vand

Hæld kaffen i en skål og hæld vandet over. Rør til al kaffen er absorberet/dækket af vand. Dæk skålen til og lade det trække i køleskaber i minimum 8 timer og gerne længere (vores trækker som regel natten over).
Derefter hældes blandingen gennem et kaffefilter. Det er nemmest hvis man tager et stort kaffefilter og en si, men et gammelt viskestykke i en si kan også bruges. Den færdige kaffeekstrakt er nu færdig og skal opbevares i køleskabet indtil brug (kan holde ca. 3 uger på køl).

Når du skal lave et glas iskaffe fyldes isterninger i et glas og derefter ca. halv kaffe (afhængigt af hvor stærk du vil have den). Derefter blandes kaffeekstrakten med mælk og sirup, sukker, sødemiddel, honning eller lignende efter smag og behag. Hvis den skal være ekstra lækker kan du komme en kugle vaniljeis eller kondenseret mælk i.

Hvis 1 liter ikke rækker særligt længe kan du sagtens fordoble eller tredoble portionen. Det er dog så let at lave og tager ingen tid så det er slet ikke nødvendigt, med mindre du selvfølgelig skal lave iskaffe til mange til på en gang.

Tip: Hvis du vil undgå at kaffen bliver vandet kan du fryse noget af kaffeekstrakten til isterninger og komme dem i kaffen istedet for almindelig isterninger af vand.

søndag den 21. juli 2013

Ringridning

I min by har det de sidste 125 år (sådan ca., altså hvis man ser bort fra de to verdenskrige samt mund- og klovsyge) været en tradition at der afholdes Ringriderfest. Arrangementet strækker sig over 4 dage og det er efterhånden blevet ret stort. Der afholdes koncerter rundt om i byen, og på pladsen er der, foruden ringridning med heste, også tivoli, børneland og telte med musik. Om aftenen og natten er der fest, musik og dans i teltene.


I år var første gang lillepigen var med til Ringridning. Vi startede med at se rytteroptog søndag middag som udover heste også bød på marchorkestre, hestetrukne musikvogne og ridende herolder. Lillepigen stod nærmest og klappede hele optoget igennem og hun havde en fest. Efter frokost og en middagslur gik vi ind på pladsen, hvor vi så ringridning, prøvede karuseller og spiste aftensmad samt spanske vafler. Det var en rigtig god og sjov dag for både lillepigen og for os voksne.  
 

fredag den 19. juli 2013

Instagram - uge 28


I sidste uge var det sommer i Danmark, og vi har nydt det gode vejr selvom vi endnu ikke har ferie. Vi har grillet både hjemme og hos mine forældre. Vi har nydt kold iskaffe og spist rugbrødsmadder i solskinsvejret. Der blev også tid til en picnic ved slottet med take-away pizza.
Lillepigen har leget i haven og i legehuset mens os voksne har ordnet have. Buketten med hortensia er fra haven, hvor vi har 3 store buske, så man kan sagtens plukke store buketter ind uden at der kan ses. Vi har også spist den første gulerod fra køkkenhaven. Selvom den kun var ganske lille smagte den skønt.
Weekenden bød blandt andet på en eftermiddagstur til stranden og Ringridning (mere om det i næste indlæg).

tirsdag den 16. juli 2013

Tur til stranden


I fredags hentede vi lillepigen tidligt i vuggestuen og kørte til stranden. Både lillepigen og farmand var ude at bade, selvom vandet var koldt og der var brandmænd. Jeg er ikke så meget for at bade, og gør det slet ikke herhjemme, da jeg synes det er alt for koldt. Jeg nød i stedet solen på tæppet fra stranden. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, og jeg håber det bliver til mange flere strandbesøg i løbet af sommeren.

søndag den 14. juli 2013

Sommerferiestemning

Både blogland og den virkelige verden er præget af sommerferie. I blogland er der knap så mange indlæg og kommentarer rundt omkring, og jeg forstår det udemærket for når ferien indfinder sig er der så meget andet at give sig til. Vejret er sikkert også medvirkende til den manglende aktivitet herinde.
På jobbet er der også mange der holder sommerferie, så der er stille. Telefonerne og opgaverne tikker heller ikke ind konstant, så vi kan tage den mere med ro.
Hjemme hos os holder vi ikke ferie før midten af august, men så har vi også hele 3 ugers ferie foran os. Jeg glæder mig - og der er da ik særligt længe til den 16. august vel?!?!
Jeg slutter dette indlæg af med billeder fra vores sommerferie sidste år som vi blandt andet tilbragte i Italien.

torsdag den 11. juli 2013

Instagram - uge 27


I sidste uge var min ene uges ferie slut, og jeg syntes det var hårdt at komme igang igen. Vejret viste sig fra sin gode side hele ugen, og det blev nydt i haven så meget som muligt. Der blev også spist en del is i ugens løb, og et havebad blev det også til for lillepigens vedkommende.
Weekenden blev tilbragt i selskab med venner og familie, og en masse lækker mad.

mandag den 8. juli 2013

Inspiration til aftensmaden no. 4

Wokgryde med karry, kylling, gulerødder, hvidkål, ananas og broccoli.
Spaghetti Carbonara med kogte grønne asparges, peber og revet parmesanost. 

Kartoffelporresuppe med bacon og ristede rugbrødscroutoner.
Spareribs og pølser på grill med en blandet salat (agurk, asparges, blomkål og jordbær) samt brød med krydder/hvidløgssmør.
Kyllingefilet smurt med sennep- og honningmarinade drysset med hakkede cashewnødder, rasp og persille. Dertil broccoli, asparges, tomatsalat og tzatziki.
Kyllingefikadeller med kogte grønne bønner og squash, løg og gulerødder bagt i ovnen. Dertil rugbrød smurt med rød pesto. 

fredag den 5. juli 2013

Instagram - uge 26


I sidste uge havde jeg ferie. Der blev både tid til afslapning og hygge samt praktiske gøremål hjemme. Vejret var desværre igen ikke det mest fantastiske, så afslapning på en liggestol i haven blev der ikke noget af som jeg ellers havde forestillet mig.
Vi var alle 3 en tur i Odense hvor vi både var forbi Zoologisk Have, Ikea og Rosengårdscentret. I weekenden var farmand og jeg på kroophold alene, og søndag var der Ringridning i vores by. En rigtig dejlig uge som gik alt for stærkt, og jeg glæder mig allerede til ferie igen i slutningen af august.

tirsdag den 2. juli 2013

Kroophold


I sidste uge var farmand og jeg på en lille get-away helt alene. Vi afleverede lillepigen hos bedsteforældrene om formiddagen og kørte så afsted. Vi brugte nogle timer i Haderslev by på udsalgs-shopping og spiste en lækker frokost. Vi var også på loppe-jagt i forskellige genbrugsbutikker. Om eftermiddagen kørte vi til Slukefter Kro, hvor vi startede med kage og kaffe. Senere fik vi en 4-retters gourmetmiddag, med noget lækkert og andet mad end det vi er vant til. Vi overnattede på kroen og vågnede op til lækker morgenbuffet inden turen igen gik hjemad. Et rigtigt dejligt lille afbræk uden barn hvor to-somheden blev nydt fuldt ud.