lørdag den 10. december 2011

Kogletræ med pynt

Vi har besluttet at vi ikke skal have juletræ i år. De andre år har vi haft et lille et stående i stuen hele december måned med pynt og pakkekalenderen nedenunder. Men da vi hverken har pakkekalender i år eller har haft tid til at købe et træ (og nu er det ligesom allerede den 10. december), ja så besluttede vi os for ikke at skulle have et juletræ i år. I stedet har jeg så pyntet et par koglegrene, og det er da næsten ligesom at have et rigtigt juletræ.


fredag den 9. december 2011

Julekrans og koglehjerte

Jeg har fået lavet en krans til vores dør og et hjerte til at hænge på den anden dør. Jeg har fået inspiration til kransen her, hvor du også kan finde en DIY på kransen. Koglehjertet fik jeg inspiration til at lave da jeg så et lignende på julemarkedet forleden.
Jeg er selv blevet ret tilfreds med begge ophæng og de pynter på vores 2 yderdøre.




torsdag den 8. december 2011

Julehjerter og sky

I dag har jeg igen haft tid til at lave lidt kreativt. Jeg har flere steder på forskellige blogs set en sky med regnvejr, og jeg har i anledningen af at det er vinter lavet min egen version af en sky med sne. Derudover har jeg også fået syet nogle filthjerter. Indeni hjerterne er der vat og så har jeg syet nogle palietter på som pynt, og givet dem en rød snor for at gøre dem mere julede.





  

onsdag den 7. december 2011

Sygdom

De sidste dage har været hårde, da vi alle 3 har været ramt af sygdom. Vi var i Århus i weekenden for at besøge noget familie og med hjem derfra fik vi desværre også en gang omgangssyge. Det startede med, at lillepigen kastede op søndag nat med efterfølgende dårlig mave dagen efter. Farmand og jeg fulgte så efter med dårlig mave og opkast fra i går eftermiddags. Det er først nu her til aften, at vi igen så småt er ved at komme til os selv igen. Vi er dog stadig mærkede af det, men det var også en hård omgang. Heldigvis har min mor været her det meste af dagen for at passe lillepigen, så vi kun skulle passe os selv. Dejligt at have bedsteforældre i nærheden, især i sådan en situation.
Håber ikke flere af jer derude i blogland er blevet ramt af omgangssyge?!?! Nu vil jeg smutte under dynen for er helt færdig i kroppen. God aften.

tirsdag den 6. december 2011

Julemarked

I går var jeg med min mor, søster og mormor til julemarked på Krusmølle. Det er en lade i 2 etager med masser af krimskrams, julepynt og brugskunst. Der er også en sød café hvor man bl.a. kan få æbleskiver og gløgg her i december. Jeg viser lige et par billeder fra stedet. Der blev ikke købt andet end en lille bambi da det var en anelse dyrt, og jeg mangler ikke rigtigt noget. Der var dog en del inspiration at hente til kreative projekter, og det er jo altid dejligt.



lørdag den 3. december 2011

Nisser DIY


Disse nisser er meget nemme at lave, og så er de søde at have rundt omkring i hjemmet her i julemåneden.
Du skal bruge røde piberensere, vat, hvide klistermærker, tusch, lim og små hvide filtkugler.
Piberenseren folder du på midten og drejer den der hvor du vil have benene skal begynde. Derefter drejer du armene på kroppen (½ piberenser), limer filtkuglen i toppen af huen, og klistrer skæg (vat) og ansigt på (klistermærke som du har malet et ansigt på). Og vupti, så er nissemanden færdig.

torsdag den 1. december 2011

Japanske juletræer DIY

I bladet Boligliv som landede i postkassen i sidste uge var der mange gode DIY til julepynt. Her fandt jeg bl.a. også en opskrift på smukke papirsjuletræer fra Japan. De skulle også pynte i mit hjem, så indtil videre har jeg lavet 2 stk. Du kan også lave dem, og her er opskriften:
Du skal bruge 6 stykker papir eller mere (gerne i farver) samt en saks, en blyant og en hæftemaskine eller en limpistol.

1. Du folder 6 stykker papir eller mere på midten og tegner et juletræ, gerne med runde kanter og lidt atypisk. 


























2. Derefter klipper du træet ud og klipser eller limer det sammen i midten (hvis du har en symaskine kan du også sy gennem midten).
 

























3. Du kan nu folde træet ud og enten stille det eller sætte en snor i og hænge det op. Enkelt at lave og rigtigt flot.