Viser opslag med etiketten Bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bøger. Vis alle opslag

lørdag den 2. august 2014

Instagram - uge 30

I starten af sidste uge tog jeg begge pigerne med ud i mine bedsteforældres sommerhus, da farmand var på arbejde. Vi havde 2 hyggelige dage sammen med olderne, og der blev spist god mad, badet, leget og det gode vejr blev nydt.

Midt på ugen var vi på shopping med min mor, og det betød også frokost på en café. Lillepigen er begyndt at synes at sådan noget er vildt sjovt, og efter vi har været på café, leger hun hele tiden restaurant herhjemme, hvor hun selvfølgelig er tjeneren også skal vi andre bestille mad ved hende.

Fredag var jeg til Stella Polaris i et par timer sammen med min søster. Lørdag var vejret ikke så godt, så mine forældre kiggede efter mindstepigen mens hun tog sin formiddagslur, og så tog lillepigen og jeg på biblioteket for at lege og læse bøger.
Søndag gik turen til Fyn hvor vi skulle til barnedåb ved min fætters dreng.

torsdag den 11. juli 2013

Instagram - uge 27


I sidste uge var min ene uges ferie slut, og jeg syntes det var hårdt at komme igang igen. Vejret viste sig fra sin gode side hele ugen, og det blev nydt i haven så meget som muligt. Der blev også spist en del is i ugens løb, og et havebad blev det også til for lillepigens vedkommende.
Weekenden blev tilbragt i selskab med venner og familie, og en masse lækker mad.

torsdag den 22. november 2012

Juleønsker no. 1 - bøger


Sidste onsdag skrev jeg et indlæg omkring ønskesedler. Da jeg allerede har lavet min ønskeseddel tænkte jeg at andre i blogland måske mangler inspiration og gode ideer til egen ønskeseddel eller til hvad man kan give andre til jul. Jeg har derfor valgt at jeg hver uge frem til jul vil skrive et indlæg omkring min ønsker så det måske kan inspirere nogen derude. Jeg har valgt at dele ønskerne op i kategorier og først starter jeg med bøger.

I år ønsker jeg mig 4 bøger og ingen af dem er skønlitteratur da jeg ikke får læst den slags bøger andet end når jeg er på ferie (har faktisk en del stående i reolen som aldrig har været åbnet - ssshhhh). De bøger jeg ønsker mig kan alle bruges som opslagsværker, og det er meget mere mig.

Den første bog er ”Forvandlinger i boligen” af Nicola Kragh Riis & Anitta Behrendt. Bogen giver gode og konkrete ideer til hjemmets indretning, inspiration til fornyelse og forandring af ens hjem uden at det behøver at koste en formue. Bogen er fyldt med billeder og DIY's, lige som jeg (og sikkert mange andre derude bag skærmen) godt kan lide det. 

Bog nummer 2 har titlen "Liv og glade dage" og er skrevet af Nicoline Olsen. Bogen er fyldt med opskrifter og kreative ideer med udvalgte artikler og billeder fra magasinet Boligliv. Bogen er inddelt i de 4 årstider, og de forskellige kapitler har alle et tema f.eks. sommerfest, nytårsmad eller strandpicnic. Da jeg er helt tosset med Boligliv, er jeg sikker på, at jeg bliver vild med denne bog.

Den tredje bog kender mange i blogland allerede, nemlig bogen ”Magiske måneder” af Helle Schjønning. Bogen er en blanding af en kogebog, en gør-det-selv-bog og en almanak. Med bogen i hånden kan man skabe magiske øjeblikke med mad, kreative ideer, traditioner, aktiviteter og oplevelser afhængig af årstiden og dennes højtider.

Den sidste bog jeg ønsker mig hedder ”365 ting, du kan lave med dit barn" og er skrevet af Sabine Lemire. Bogen indeholder, som titlen så fint beskriver, 365 aktiviteter man kan lave med børn. Aktiviteterne er i forskellige sværhedsgrader så børn i alle aldre kan være med. Også denne bog er inddelt i årstider så aktiviteterne passer dertil.

tirsdag den 17. juli 2012

Længsler og leverpostej


Lige for tiden er jeg i gang med at læse bogen "Længsler og leverpostej". Jeg læser ellers sjældent bøger, men denne fangede min interesse, da jeg også følger Annamettes blog Fuhrmann for dig. Hvis du ikke kender hendes blog så skynd dig at klik dig derind.

Bogen  "Længsler og leverpostej" er skrevet lige fra hjertet med en stor portion selvironi og humorisme. I bogen lukker Annamette læseren ind i sit liv, og hun skriver ærligt og uden at skjule sandheden eller pynte på den. Hun tager fat i mange af de emner som en familie med barn/børn ramler ind i, og skriver om det man ofte ikke taler om: nemlig sex eller rettere manglen på det. Annamette har skrevet bogen for at andre kvinder i samme situation ikke skal føle sig alene, og fordi hun ikke synes hun kan være andet bekendt.

En super god bog som du bør give dig i kast med. God fornøjelse.

For god ordens skyld vil jeg lige nævne at dette ikke er et sponsoreret indlæg. Det er blot en anbefaling til andre i blogland som jeg videregiver af lyst.