onsdag den 24. december 2014

Nu er det jul igen.....


Gåsen steger i ovnen, vi har været i kirke og nu ruller Disneys Juleshow over skærmen. Alt er som det plejer at være, og julefreden kan snart sænke sig over os. Vi bliver i alt 13 til juleaften hjemme hos os, og jeg ved, at jeg først rigtigt kan nyde, når jeg sidder ved julebordet og maden er serveret. Julestemningen har dog allerede indfundet sig, og jeg glæder mig til at holde juleaften sammen med min familie.

Jeg håber i alle får en rigtig dejligt juleaften sammen med dem i holder af.
Glædelig jul derude.

mandag den 22. december 2014

Instagram - uge 51

Sidste uge var ugen inden lillepigens juleferie, og derfor også den sidste uge, hvor jeg har barsel hjemme med kun mindstepigen. Når juleferien er slut starter mindstepigen nemlig i vuggestue.

Jeg fik lavet nogle stjerne som jeg tror skal pynte på årets julebord, og så nød jeg den juledekoration som lillepigen har lavet i børnehaven.

I sidste uge fik jeg også pakket de sidste julegaver ind, givet blod til blodbanken og så har jeg været til julehygge på mit arbejde.

I weekenden besøgte vi familien i Århus og fejrede nevøens 5 års fødselsdag.

lørdag den 20. december 2014

Instagram - uge 50

I sidste uge fik jeg købt de sidste julegaver. Der er også blevet pyntet op til jul herhjemme og vi har fået en fin krans på hoveddøren.

Om onsdagen havde jeg min mødregruppe på besøg for sidste gang, og om eftermiddagen var vi til møde i vuggestuen i forhold til mindstepigens opstart i det nye år. Om en måned er min barsel allerede slut og et nyt kapitel begynder.

Weekenden stod på en julefrokost hjemme hos mine forældre, æbleskiver hos farmands familie og en enkelt juletræsfest.

tirsdag den 16. december 2014

Gavindpakning


Når jeg giver gaver elsker jeg at gøre lidt ekstra ud af indpakning. Jeg kan selv godt lide at modtage gaver som er flot pakket ind, og jeg vil derfor også gerne glæde modtagerne af mine gaver med en flot indpakning. 

I år har der været mange julegaver som skulle pakkes ind, men jeg har hygget mig med det.
Det meste af gavepapiret er fra Søstrene Grene. Jeg har brugt silkebånd på de fleste af gaverne, da jeg synes det ser bedre ud end det almindelige gavebånd. Der er dog også kommet noget glimmerbånd og noget farvet strik fra Søstrene Grene på enkelte af gaverne.


Alle gaverne har en alle anden form for pynt på. Enten er det noget fra naturen som f.eks. en lærkegren eller også er der kommet små julekugler, en sukkerstok eller glimmerdims på. Til- og framærkerne har jeg også købt i Søstrene Grene. På nogle af gaverne har jeg kommet en rund sticker på og brugt den som til- og framærke. Hvis du vil lave dine egne til- og framærker så hop over på Dortes blog og læs dette indlæg, hvor hun giver et bud på nogle rigtigt fine og nemme gavemærker.


Hvordan ser dine julegaver ud i år, og kan du også godt lide at gøre lidt ekstra ud af indpakningen?

lørdag den 13. december 2014

Instagram - uge 49

I sidste uge tog vi hul på december måned. Julekalenderen skulle åbnes og kalenderlyset blev tændt for første gang.

Om tirsdagen var vi til min fars afskedsreception, da han nu efter et langt arbejdsliv har valgt at gå på efterløn. Faktisk har han været i samme firma i over 40 år, så han fik tildelt Dronningens fortjenestmedalje.

I børnehaven er lillepigen i gang med at lave hemmeligheder til juleaften, og så har de bagt småkager. Jeg fik også lavet årets julekonfekt i sidste uge, så nu håber jeg bare, at der er noget tilbage til juleaften.

Weekenden bød først på en julefrokost fredag aften med mit arbejde. Hele lørdagen hjalp jeg min søster og hendes mand med at male i deres nye hus, og om søndagen besøgte vi Dybbøl Mølle, hvor der var en masse juleaktiviteter for både voksne og børn.

onsdag den 10. december 2014

Dekorationer

Som lovet i dette indlæg vil jeg vise vores juledekorationer frem for dette år.
Lillepigen var for første gang med til at lave dekorationer, og hun fik lavet hele 3 styk - en til herhjemme, en til farfar og en til oldefar. På alle dekorationerne kom der masser af pynt og særligt pynt med glimmer er hun helt vild med. Hun lavede det meste selv, jeg hjalp kun med lyset og sløjferne. Jeg synes de er blevet rigtigt flotte alle sammen.


Jeg er ikke så meget til hverken nisser, rød eller guld så mine dekorationer blev helt anderledes end lillepigens. Jeg har brugt naturmaterialer og nogle enkelte julekugler i lyserøde og lyseblå nuancer.


På vores dør har vi i år en krans hængende som jeg har lavet ud af lærkegrene, fyr og nogle røde bær. Jeg er helt vild med den og synes den er smuk og enkel.

lørdag den 6. december 2014

Instagram - uge 48

Ugen startede ud med et dejligt solskinsvejr, så jeg gik i haven og fik gjort den vinterklar. Midt på ugen var mindstepigen syg med lidt feber og snot, så jeg forkælede mig selv og aflyste vores aftaler.

I ugens løb fik jeg pakket gaver ind til hele to pakkekalendere - en til lillepigen og en til min søster. Jeg fik også købt de sidste julegaver og glimmersko til lillepigen som hun skal have på juleaften.

Weekenden bød på julehygge, lækker brunch, besøg på et julemarked, juletræsfældning og så fik vi lavet årets juledekorationer.

onsdag den 3. december 2014

Julehyggedag

Lørdagen stod i julehyggens tegn. Vi (min søster, børnene og mig) mødtes hjemme hos mine forældre, hvor vi startede dagen med at spise morgenmad. Herefter fyldte vi bordet med ler, gran, kogler, kugler og en masse andet julestads, og fik lavet årets dekorationer og adventskranse (hvordan de endte med at se ud, viser jeg i et indlæg snarest).


Lillepigen var for første gang med til at lave dekorationer, og hun fik lavet hele 3 styk. Hun synes det var sjovt, og pyntede dekorationerne efter more is more princippet.


Da vi havde spist frokost kørte vi til et julemarked. Det er faktisk gået hen og blevet en tradition at vi besøger julemarkedet, og der er også her julen begynder for mig. Vi fik købt lidt julepynt, spist brændte mandler og til sidst sluttede vi af med æbleskiver i cafeen. 


Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg er nu klar til julen. Hvornår begynder din jul, og skal der noget særligt til før julestemningen indfinder sig hos dig?

søndag den 30. november 2014

Instagram - uge 47

I sidste uge tog jeg et smut til Århus, og jeg skal nok fortælle mere om hvorfor i et andet indlæg. Jeg var også en tur i Ikea, fik besøgt de områder, hvor jeg tidligere har boet, jeg gik en tur på strøget og så mødtes jeg med en god veninde til lækker aftensmad, inden jeg igen vendte næsen hjemad.

Om fredagen var vi til juletræstænding i vores lille by sammen med gode venner, som vi efterfølgende spiste aftensmad hos. Ellers stod weekenden på besøg af familie, og hvor var det skønt at se hvor godt børnene legede sammen.

Sidste uge var også ugen hvor det var blevet så koldt, at flyverdragten skulle tages i brug.

torsdag den 27. november 2014

Mine ønsker

Nu da julen nærmer sig har jeg kigget nærmere på hvad der eventuelt kunne ligge under træet til mig. Jeg er så "heldig" også at have fødselsdag 4 dage efter jul, så jeg får mange gaver i december måned.

///   1. Maroccanoil Frizz Control   ///   2. Ur fra Daniel Wellington   ///   3. Kaffemaskine med mælkeskummer fra Nespresso   ///   
///   4. Dækkeservietter fra OYOY   ///   5. Ansigtscreme fra No7   ///

Nu da jeg sidder og laver dette indlæg kommer jeg i tanke om Dortes indlæg om personlige gaver. Jeg er faktisk ved at være en smule træt af ønskesedler. Jeg synes de forpligter en til at købe noget som står derpå, og jeg ser dem lidt som en slags indkøbsseddel for mine nærmeste. Jeg ville egentlig allerhelst hvis min familie bare købte noget til mig som de vidste jeg blev glad for. De kender mig trods alt rimelig godt efterhånden. Ved den slags gaver ved man at modtageren har tænkt over gaven, og det kan jeg godt lide. Selvfølgelig bliver jeg også glad for at få noget som står på min ønskeseddel, men man får ikke helt den samme følelse i maven vel!?!

torsdag den 20. november 2014

Instagram - uge 46

I sidste uge fik jeg endnu engang ikke lagt så mange billeder op på Instagram. Når jeg har travlt med andre ting her i livet glider bloggen og Instagram lidt længere i baggrunden, og sådan skal det jo også være.

Mandag er altid en travl dag herhjemme, og børnene er ofte en smule mandagstrætte. Det er derfor ikke min yndlingsdag på ugen, men mon det overhovedet er nogens yndlingsdag!?! Lillepigen skal til gymnastik om aftenen så derfor spiser vi tidlig og oftest nem aftensmad som f.eks. rugbrød eller suppe.

Tirsdag eftermiddag/aften var vi til lanternefest i lillepigens børnehave, men det var simpelthen for mørkt til at jeg kunne tage nogle gode billeder af børnene med deres fine lanterner.

Onsdag er jeg altid i mødregruppe sammen med mindstepigen, og torsdag er vi begyndt at gå til stimulastik.

Noget af weekenden bød på julefrokost for os voksne, så pigerne blev passet af mine forældre. Om søndagen lavede vi så lidt som muligt, da vi ikke var helt friske ovenpå lørdagens fest.

lørdag den 15. november 2014

Instagram - uge 45

I sidste uge var farmand endnu engang på kursus langt hjemmefra fra mandag til fredag, så jeg var selv med pigerne. Vi havde en rigtig hyggelig uge, men det var dejligt at farmand kom hjem til os igen fredag.

I weekenden havde farmand for en gang skyld fri, så vi havde gæster, var på lossepladsen, i Bilka og ude at gå en tur i det skønne vejr. En dejlig weekend som blev sluttet af med and med tilbehør på grund af Mortens aften.

onsdag den 12. november 2014

Efterår

Jeg elsker denne årstid. Efteråret er så smukt, og jeg elsker når skoven er gul, rød og orange. Det eneste der faktisk er træls ved denne årstid er, at vi går vinteren og kulden i møde, det bliver så forbandet hurtigt mørkt og så vintertid. Åh hvor jeg dog hader vintertid efter jeg har fået børn. Nu står de alt for tidligt op og er trætte og vrøvlede om eftermiddagen. Kender i andre også til det?

Nå, men herunder er lidt stemningsbilleder fra vores efterår i år - et dejligt et af slagsen.

søndag den 9. november 2014

Instagram - uge 44

I sidste uge var mindstepigen syg. Det startede søndag aften ugen før, hvor hun var forkølet og havde høj feber. Hun var heldigvis nogenlunde over det igen om onsdagen, men pyh hvor er det hårdt med syge børn som ikke sover ordentligt, er kede af det og ikke rigtigt vil spise.

Tirsdag tog lillepigen og jeg på legepladsen, hvor vi mødtes med min søster. Dagen efter var jeg på kursus hele dagen, for selvom jeg har barsel, er der noget jeg skal være opdateret i, når jeg ingen skal tilbage på arbejde til januar.

Weekenden blev brugt på Disney Sjov, en smule shopping og havearbejde. I postkassen fandt vi julekataloger fyldt med legetøj, og lillepigen gik straks i gang med at krydse af, hvad hun ønsker sig til jul.

torsdag den 6. november 2014

På legepladsen

Selvom vi både har gynger, rutsjebane, legehus og en sandkasse i vores have, går vi indimellem hen på en af legepladserne i området hvor vi bor. Vi har et par stykker af slagsen i nærområdet, og sidst da vejret var godt, gik vi på legepladsen i lillepigens børnehave. Det var en søndag, så der var ingen børn, og lillepigen synes det var sjovt at være der helt alene. Hun bagte en masse sandkager, gyngede og gik på line. Hun fik også vist mig deres hule. Mindstepigen fik også kort lov til at sidde i den store sandkasse, til stor fornøjelse for os alle. 

mandag den 3. november 2014

Instagram - uge 43

I forrige uge var jeg ikke så aktiv på Instagram, men det afspejler bestemt ikke ugen der gik.
Farmand arbejdede stort set hele ugen, så jeg hyggede hjemme med pigerne. Vi drak blandt andet varm kakao, så tv og var i mødregruppe.

I weekenden var vi til fest med nogle af vores bedste venner, og dagen efter brugte vi på at komme til hægterne igen.

lørdag den 1. november 2014

Visne blade


For nogle uger siden da vi var i skoven samlede vi en masse blade. Da vi kom hjem lagde vi bladene til tørre, og et par dage efter skulle vi så bruge dem til noget kreativt. Sidste år lavede vi en krans af tørre blade, så i år skulle vi prøve noget andet.


Vi lavede små billeder, hvor vi klistrede bladene på. Bladene fik derefter både øjne, mund, ben og arme, og de blev pyntet med lidt glimmerlim. Lillepigen syntes også at hendes billed skulle have en himmel, så hun limede små stykker blå snor på sit billed, og det blev så fint.


Hvis vi havde haft flere visne blade tilovers ville jeg give mig i kast med den fine guirlande som Dorte har lavet sammen med sine piger. Måske man skulle et smut i skoven igen!?!?

søndag den 26. oktober 2014

Instagram - uge 42

Sidste uge var for mange lig med efterårsferie, men ikke for os. Farmand var på arbejde de første 3 dage, og lillepigen var derfor også i børnehave både mandag og tirsdag. Resten af ugen holdt hun ferie. Vi skulle have haft besøg af noget familie, men der kom desværre noget sygdom i vejen.

Den ene ferie dag fik vi lavet lidt kreativt med nogle visne blade, og det skal jeg nok snarest skrive et indlæg om. Derudover havde vi gode venner til aftensmad, lillepigen havde 2 legeaftaler med piger fra børnehaven, og vi hyggede os hjemme. Den ene dag tog lillepigen og jeg også på en tiltrængt hyggetur bare os to - se mere her.

fredag den 24. oktober 2014

En dejlig eftermiddag med lillepigen

Fredag i sidste uge holdt lillepigen ferie, og jeg havde derfor besluttet at vi skulle på en lille tur bare os to. Til dagligt er jeg meget selv med pigerne pga. farmands arbejde, og jeg føler ikke rigtigt, at jeg kan give lillepigen nok opmærksomhed fordi mindstepigen stadig er så lille og derfor kræver meget af mig.

Mens mindstepigen sov formiddagslur fyldte jeg det store badekar op med vand og sæbe, så lillepigen kunne komme i skumbad. Imens hun sad der og havde en fest, kunne jeg så blive færdig på badeværelset. 


Da lillepigen havde badet færdigt, spiste vi alle frokost sammen inden vi kørte afsted og farmand blev hjemme med mindstepigen. Den dag havde lillepigen fundet farmands dykkerbriller i skabet, og hun insisterede på at spise med dem på, og det kom der lidt fjollede billeder ud af som du kan se herunder. 



Vi kørte ned i byen hvor vi gik i Fætter BR. Her købte lillepigen en My Little Pony og en gul badeand som selv kan svømme hvis man trækker den op. Bagefter gik vi i H&M, hvor lillepigen selv valgte nogle nye undertrøjer - selvfølgelig med prinsesser på. Efter shoppingen gik vi på café og delte en kage, og lillepigen fik leget på deres legeplads, mens jeg drak en kop kaffe. Til sidst gik vi i en slikbutik, hvor lillepigen selv fik lov til at blande slik til aftenens Disney Sjov. Det synes hun var vildt sjovt. Da vi kom hjem kunne jeg godt se, at vi havde fået købt rigeligt med slik, men så er der til de næste mange fredage.  

Vi havde en rigtig hyggelig og dejlig eftermiddag sammen, og jeg glæder mig til næste gang vi skal afsted. 

mandag den 20. oktober 2014

På tur i skoven


I forrige weekend kørte vi i skoven, hvor vi gik en tur. Lillepigen og jeg gik ude blandt træerne, og vi fik både set snegle, frøer, biller, en masse fugle og svampe. Vi fandt også en masse nedfaldne visne blade, som vi skal bruge til noget kreativt, men mere om det i et andet indlæg.


Da vi kørte hjem stoppede vi ved en mark, hvor der gik nogle køer. Mens vi stod og kiggede på køerne gik den ene kalv hen og drak mælk hos moderen. Det har hverken farmand eller jeg set i virkeligheden før, så det var første gang for os alle.


Det var en virkelig dejlig tur, og jeg håber, at vi får mere tid til disse spontane ture udendøre i fremtiden. Og at vejret tillader det, for det var virkelig et skønt vejr den weekend.

fredag den 17. oktober 2014

Instagram - uge 41

I sidste uge nød jeg tiden sammen med mine piger, inden jeg tirsdag eftermiddag kørte med toget til Berlin sammen med min søster. Jeg var afsted indtil fredag, og den tur kan du læse meget mere om her.

Fredag aften kom jeg igen hjem til min familie, som jeg havde savnet helt vildt. Lørdag var vi alle en tur i skoven, og søndag nød vi blandt andet det gode vejr på legepladsen.

mandag den 13. oktober 2014

Berlin


I sidste uge tog jeg afsted til Berlin sammen med min søster. Vi kørte med tog derned og det var hurtigt og nemt, da vi kun skulle skifte i Hamborg. At der så lige var strejke den dag, og der derfor var nogle tog som ikke afgik fra hvor de skulle, det er en helt anden snak. Men frem kom vi og endda kun med 20 minutters forsinkelse.

Mine forældre var allerede i Berlin, så de kom og hentede os ved banegården. De havde lejet en lejlighed i en uge, og der var masser af plads så der boede vi også.
Vi kom til Berlin sent tirsdag aften og havde 2 hele dage dernede. Da vi begge har været i Berlin før, var der ikke mange seværdigheder vi ikke allerede har set.

Den første dag var vi forbi den jødiske kirkegård i Prenzlauer Berg. En gammel men smuk kirkegård som ligger midt mellem lejlighedskomplekser, og ikke lige er til at få øje på ude fra gaden. Kirkegården er både fascinerende og lidt uhyggelig.


Derefter tog vi U-bahn til Checkpoint Charlie, som er en tidligere grænseovergang mellem øst og vest Berlin. Der var mange mennesker, og efter at have taget et par billeder og læst lidt om muren, gik vi videre til Mindesmærket for de myrdede jøder i Europa. På vej dertil passerede vi et langt stykke mur og Gestapos hovedkvarter (Topographie des Terrors).


Efter at have set mindesmærket og spist frokost, gik vi videre til Brandenburger Tor. På vej tilbage til lejligheden gik vi langs floden Spree og forbi Alexander Platz. Pladsen var fyldt med boder, livemusik og øl-drikkende mennesker i forbindelse med Oktoberfest.


Dag 2 i Berlin var helliget shopping. Vi tog derfor U-bahn til Kurfürstendamm og brugte tiden i butikkerne det meste af dagen. Vi var dog også inde i Gedächtniskirche og om aftenen så vi Fjernsynstårnet med fine farvede lys på. Dagen efter, altså om fredagen kørte vi mod Danmark igen.

fredag den 10. oktober 2014

Instagram - uge 40

I sidste uge var farmand igen på kursus hele ugen. Det er kun lidt over en måned siden han sidst var afsted, og den uge kan du læse mere om her. Der var drøn på hele ugen, og jeg behøvede mere kaffe end normalt.

Pigerne er blevet gode til at lege sammen, og det hænger nok sammen med, at lillepigen nu sidder mere op og leger. I ugens løb var vi på biblioteket og lege en eftermiddag, men ellers har vi bare hygget os hjemme.
Den ene dag fik vi også samlet kastanjer på vej hjem fra børnehave, men vi har endnu ikke fået lavet kastanjedyr ligesom sidste år. Vi fik dog lavet en græskarlygte, som nu står udenfor vores hoveddør med lys i.

Jeg var i Plantorama den ene dag efter nogle nye indendørsplanter, og de har allerede pyntet op til jul. Jeg synes det starter tidligere og tidligere hvert år, og for mit vedkommende er det altså for tidligt når der stadig er 2 måneder til jul. Jeg ved ikke med jer andre?!?

I sidste uge skiftede vi september ud med oktober, og selvom det nu er efterår, kunne vi alligevel sidde ude på terrassen i weekenden og nyde solen.
Der var Lyserød Lørdag om lørdagen, og jeg lavede en kollage på Instagram for at gøre opmærksom på, at man skal støtte kampen mod brystkræft.

Min jagt på hjemmesko til lillepigen endte med et lilla par fra Superfit, og de ankom med posten i sidste uge. Nu ligger de klar til, at det bliver lidt koldere, så de kan komme med lillepigen i børnehave.

mandag den 6. oktober 2014

Inspiration til aftensmaden no. 7

Denne omgang inspiration til aftensmaden bærer præg af at det lige har været sommer, og vi derfor har haft gang i grillen. Men maden kan sagtens laves i ovnen i stedet.

Spagetti med pesto, kylling, solsikkekerner, ruccola og parmesanost
Kyllingespyd med nudler og honningristede cashewnødder samt en salat af squash
Spyd med grillede grøntsager og oksekød, samt en blandet salat med feta og sesamfrø
Kyllingefilet med grillet peberfrugt og spidskål
Svinekotelet svøbt i parmaskinke med pasta, pesto, asparges og broccoli