Viser opslag med etiketten Barsel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Barsel. Vis alle opslag

mandag den 22. december 2014

Instagram - uge 51

Sidste uge var ugen inden lillepigens juleferie, og derfor også den sidste uge, hvor jeg har barsel hjemme med kun mindstepigen. Når juleferien er slut starter mindstepigen nemlig i vuggestue.

Jeg fik lavet nogle stjerne som jeg tror skal pynte på årets julebord, og så nød jeg den juledekoration som lillepigen har lavet i børnehaven.

I sidste uge fik jeg også pakket de sidste julegaver ind, givet blod til blodbanken og så har jeg været til julehygge på mit arbejde.

I weekenden besøgte vi familien i Århus og fejrede nevøens 5 års fødselsdag.

lørdag den 20. december 2014

Instagram - uge 50

I sidste uge fik jeg købt de sidste julegaver. Der er også blevet pyntet op til jul herhjemme og vi har fået en fin krans på hoveddøren.

Om onsdagen havde jeg min mødregruppe på besøg for sidste gang, og om eftermiddagen var vi til møde i vuggestuen i forhold til mindstepigens opstart i det nye år. Om en måned er min barsel allerede slut og et nyt kapitel begynder.

Weekenden stod på en julefrokost hjemme hos mine forældre, æbleskiver hos farmands familie og en enkelt juletræsfest.

torsdag den 20. november 2014

Instagram - uge 46

I sidste uge fik jeg endnu engang ikke lagt så mange billeder op på Instagram. Når jeg har travlt med andre ting her i livet glider bloggen og Instagram lidt længere i baggrunden, og sådan skal det jo også være.

Mandag er altid en travl dag herhjemme, og børnene er ofte en smule mandagstrætte. Det er derfor ikke min yndlingsdag på ugen, men mon det overhovedet er nogens yndlingsdag!?! Lillepigen skal til gymnastik om aftenen så derfor spiser vi tidlig og oftest nem aftensmad som f.eks. rugbrød eller suppe.

Tirsdag eftermiddag/aften var vi til lanternefest i lillepigens børnehave, men det var simpelthen for mørkt til at jeg kunne tage nogle gode billeder af børnene med deres fine lanterner.

Onsdag er jeg altid i mødregruppe sammen med mindstepigen, og torsdag er vi begyndt at gå til stimulastik.

Noget af weekenden bød på julefrokost for os voksne, så pigerne blev passet af mine forældre. Om søndagen lavede vi så lidt som muligt, da vi ikke var helt friske ovenpå lørdagens fest.

søndag den 9. november 2014

Instagram - uge 44

I sidste uge var mindstepigen syg. Det startede søndag aften ugen før, hvor hun var forkølet og havde høj feber. Hun var heldigvis nogenlunde over det igen om onsdagen, men pyh hvor er det hårdt med syge børn som ikke sover ordentligt, er kede af det og ikke rigtigt vil spise.

Tirsdag tog lillepigen og jeg på legepladsen, hvor vi mødtes med min søster. Dagen efter var jeg på kursus hele dagen, for selvom jeg har barsel, er der noget jeg skal være opdateret i, når jeg ingen skal tilbage på arbejde til januar.

Weekenden blev brugt på Disney Sjov, en smule shopping og havearbejde. I postkassen fandt vi julekataloger fyldt med legetøj, og lillepigen gik straks i gang med at krydse af, hvad hun ønsker sig til jul.

torsdag den 6. november 2014

På legepladsen

Selvom vi både har gynger, rutsjebane, legehus og en sandkasse i vores have, går vi indimellem hen på en af legepladserne i området hvor vi bor. Vi har et par stykker af slagsen i nærområdet, og sidst da vejret var godt, gik vi på legepladsen i lillepigens børnehave. Det var en søndag, så der var ingen børn, og lillepigen synes det var sjovt at være der helt alene. Hun bagte en masse sandkager, gyngede og gik på line. Hun fik også vist mig deres hule. Mindstepigen fik også kort lov til at sidde i den store sandkasse, til stor fornøjelse for os alle. 

mandag den 3. november 2014

Instagram - uge 43

I forrige uge var jeg ikke så aktiv på Instagram, men det afspejler bestemt ikke ugen der gik.
Farmand arbejdede stort set hele ugen, så jeg hyggede hjemme med pigerne. Vi drak blandt andet varm kakao, så tv og var i mødregruppe.

I weekenden var vi til fest med nogle af vores bedste venner, og dagen efter brugte vi på at komme til hægterne igen.

fredag den 5. september 2014

Instagram - uge 35

I sidste uge var farmand på kursus fra mandag til fredag, så jeg var selv med pigerne i hverdagene.

Mandag var jeg nede i byen for at ordne nogle småting, og jeg købte en salat med hjem fra Lagkagehuset. Det smukke armbånd fra Hjerteforeningen kom også med mig hjem, og sidder nu på min arm hver dag.

Jeg fik læst det nye Ikea katalog, og hvor er der bare mange lækre ting som jeg godt kunne tænke mig til vores hjem. Lillepigen fik øvet sig på at cykle, og så har hun malet det flotteste billede i børnehaven af en frø.

Fredag kom farmand hjem igen og vi har nydt weekenden sammen alle 4. Fredag eftermiddag var jeg godt nok en smule brugt, og jeg var glad for at farmand kom hjem og gav en hjælpende hånd. Vi havde alle savnet ham meget.

lørdag den 9. august 2014

Instagram - uge 31

I sidste uge havde lillepigen fortsat ferie, og vi hyggede os hjemme. Min mor var forbi, vi legede både i haven og inde, og så spiste vi pandekager til morgenmad den ene dag.

I weekenden kørte vi alle 4 til Sjælland hvor vi var til min kusines bryllup.

onsdag den 6. august 2014

Sommerferien


Nu er sommerferien slut for vores vedkommende. Eller det vil sige, jeg har jo barsel, så jeg har jo ikke som sådan sommerferie, og farmand har faktisk først lige fået ferie, men lillepigen begyndte  i børnehave igen i mandags.

Farmand er lige nu igang med nogle projekter herhjemme. Blandt andet skal vi have lavet en legeplads i vores have. Det er også meningen, at vi alle 4 skal hygge os i den sidste uge hvor han har fri, vi har bare ikke rigtigt fundet ud af, hvad vi vil endnu. Men den næste halvanden uge står den på arbejde herhjemme, mens lillepigen er i børnehave.


Måske kan du huske, at jeg skrev dette indlæg for en måneds tid siden inden lillepigen fik sommerferie. I indlægget skrev jeg om en masse ideer og forventninger til vores sommerferie sammen. Vi nåede kun en brøkdel af det jeg havde forestillet mig, men det gør ikke noget, for vi har simpelthen haft de mest fantastiske uger sammen. Det har bare været så lækkert ikke at skulle nå noget og bare kunne gøre lige som vi havde lyst til. Vi har hygget os og haft det sjovt, og det var det eneste jeg ønskede for ferien. Jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt, at jeg har haft begge pigerne hjemme (på nær en dag hvor lillepigen skabte sig helt vildt), og at jeg skulle være selv med dem det meste af tiden. Min mor har været god til at komme forbi og tage den ene af pigerne så jeg kunne lave noget med den anden, og så vi også haft et par legeaftaler så lillepigen også kunne være sammen med andre børn indimellem.


Nu hvor lillepigen igen er i børnehave er her så underligt stille, og jeg har pludselig tid til alt muligt når mindstepigen sover (her trænger også meget til en ordentlig omgang rengøring, og jeg trænger til en løbetur!). I denne uge har jeg hentet hende tidligt, for jeg savner hende altså lidt når hun ikke er her. Jeg er glad for, at jeg valgte at lade hende blive hjemme hos mig i de 3 uger, selvom jeg var i tvivl om det var en god idé at være selv med begge pigerne, og jeg gør det gerne om igen.

onsdag den 9. juli 2014

Sommerferie og aktiviteter for børn


Alle skolebørn holder allerede sommerferie, og det er der også rigtigt mange andre mennesker i Danmark der gør lige nu. Fra næste uge og 3 uger frem (uge 29+30+31) holder lillepigen ferie. Hendes institution holder lukket, men der er åbent i en anden institution for dem som ikke har mulighed for at holde fri. Da jeg går hjemme på barsel, kan jeg jo sagtens selv passe mit barn.

Farmand har først sommerferie til august, så jeg skal være meget selv med lillepigen og mindstepigen i de 3 uger. Jeg tror det bliver hyggeligt, og jeg glæder mig til at vi ikke skal nå noget, men bare kan gøre som vi har lyst til. Jeg tror dog også, at det bliver 3 lange og hårde uger med 2 små børn ved min side hele tiden, og måske kommer jeg også til at fortryde det undervejs.


Jeg har på forhånd forsøgt at lave en liste med aktiviteter så vi ikke kommer til at kede os (apropos dette indlæg). Det er aktiviteter som både lillepigen på 3 år vil synes om, men hvor vi også kan have mindstepigen på knap 5 måneder med.
Indtil videre ser listen således ud:
- Fodre ænder
- Cykle/gå tur
- Lege i haven
- Være kreative: perler, modellervoks, tegne eller male
- Tage en tur på biblioteket
- Se på dyr i Plantorama
- Tage på legepladsen (vi har en del forskellige legepladser i nærheden som kan besøges)
- Spille spil
- Se film i sofaen og lege biograf
- Spise is ved havnen
- Bage kage
- Lege ved stranden
- Lege med andre kammerater som også holder ferie hjemme

Derudover har vi overvejet at tage en tur til Zoologisk Have i Odense og/eller Madsbyparken i Fredericia og/eller Legeparken i Kolding. Det bliver dog en dag hvor farmand også er hjemme.

Hvis du sidder med en god idé til en aktivitet eller oplevelse udover ovenstående så smid endelig en kommentar herunder. Hvad skal i lave i sommerferien?

tirsdag den 1. juli 2014

Instagram - uge 24

I uge 24 var vejret rigtigt godt hele ugen så vi var på stranden, nød vejret i haven og fik gang i projekt stenkant rundt omkring bedene i haven. Om tirsdagen var jeg nede i byen (uden børn) og drikke iskaffe med min søster. Et dejligt lille pusterum, hvor der blev snakket om alt mellem himmel og jord imens vi nød solens stråler.
I løbet af ugen blev der også tid til en løbetur, lækker mad og kage. I weekenden besøgte vi mine bedsteforældre i deres sommerhus.
Det var også ugen hvor jeg skrev et indlæg omkring suttestop på bloggen, og hvis du har et godt råd til hvordan man kommer af med sutten, er du velkommen til at give lyd.

lørdag den 28. juni 2014

Den seneste tid og noget om livet med 2 små børn

Der er lidt stille her på bloggen lige for tiden. Det er bestemt ikke fordi jeg ikke har noget på hjertet, det er blot fordi livet er fyldt med alt muligt andet på den anden side af skærmen. Når der endelig har været tid til at blogge, har jeg i stedet prioriteret at sove eller også har jeg ligget på sofaen og set Orange Is the New Black. Det har simpelthen været det eneste der har været energi til, hvilket nu har resulteret i, at der ikke er flere afsnit tilbage - jeg afventer derfor sæson 3.

Lige for tiden er jeg træt og drænet for energi. Den seneste tid med manglende søvn, krævende børn (på hver deres måde) og alt for mange planer og aftaler har sat sine spor i min krop. Min lunte er kort eller ikke-eksisterende, hvilket betyder mange time-outs til den store inde på værelset. Hun er inde i en periode lige nu hvor hun skal prøve grænser af konstant, og hvor hun overhovedet ikke hører efter hvad vi siger. Hun gør præcis hvad der passer hende, og vi er ikke altid enige i det hun gør.

I denne uge har vi været i gang med at vænne mindstepigen til at få flaske. Min mælkeproduktion er dalet lige så langsomt i de sidste 2 måneder, og da hun til sidst ikke fik nok at spise og tabte sig, må vi nu supplere med modermælkserstatning i flaske. Jeg har de sidste 14 dage forsøgt at forøge mælkeproduktionen uden held, og nu kaster jeg udmattet håndklædet i ringen. Egentlig var det ikke en svær beslutning, for hvis mindstepigen ikke får nok at spise hvis hun udelukkende ammes så skal hun ikke det. Jeg havde da ønsket at kunne amme hende fuldt ud ligesom med lillepigen, men sådan skulle det altså ikke være denne gang. Da beslutningen var taget gav det ro, både fordi jeg nu ikke længere skulle kæmpe med at få sat skub i mælkeproduktionen, men også fordi vores ellers så glade og tilfredse pige nu stiller og roligt er ved at vende tilbage igen. Jeg har jo heller ikke (endnu) måtte give afkald på amningen, nu får hun bare begge dele.

Nå, men det var faktisk slet ikke meningen at dette indlæg skulle have været så langt, men hvis du er nået hertil så tak fordi du læser med. Der kommer mere snart, det lover jeg.

søndag den 8. juni 2014

Instagram - uge 22

I sidste uge var vi en tur på legepladsen inde i byen efter et besøg hos lægen med lillepigen (3 års undersøgelse). Om tirsdagen tog min søster og jeg på en shoppetur, hvor jeg fik fyldt skabet med lidt nyt (sommer-) tøj.
I weekenden var der byfest med karruseller (egentlig et mærkeligt ord!), boder, god stemning, musik og en masse andet. Da jeg var selv med begge piger, tog jeg med mine forældre derind.

Weekenden bød på 30 års fødselsdag, en ny brugt cykel til lillepigen og lækker pizza på grillen.

torsdag den 29. maj 2014

Instagram - uge 21

I sidste uge fik vores have en ordentlig omgang, da vi valgte at grave hele det ene bed op og fjerne det fordi der skal være legeplads til ungerne.

Det var varmt i sidste uge, og det kunne mærkes på mindstepigen der tog nogle kortere lure end normalt. Hver dag når lillepigen kom hjem fra børnehave blev der lavet havebad så hun kunne blive kølet ned og blive vasket ren ovenpå en hel dag udenfor.

Weekenden stod på barnedåb for mindstepigen, men det skriver jeg et indlæg om en anden dag.
Min søster overraskede mig også med en invitation til en hel dag fyldt med velvære for hende og mig.

fredag den 23. maj 2014

Instagram - uge 20

Sidste uge startede ud med at farmand havde 2 12-timers vagter mandag og tirsdag, så jeg var selv med begge piger. Vi hyggede os derfor og lavede ikke det store.

Onsdag var jeg som altid i mødregruppe, og fredag var jeg både til min kollegas 40 års fødselsdag og til min fars fødselsdag.

Weekenden blev brugt i selskab med gode venner, shopping med lillepigen, såning i køkkenhaven og lækker frokost på terrassen.

Mindstepigen har nu også fundet ud af at man kan putte ting i munden. Når hun ikke har hænderne i munden sutter hun løs på denne giraf.

fredag den 16. maj 2014

Instagram - uge 19

Sidste uge startede mandagen ud med en god kop kaffe og en kanelsnegl efter at den store var afleveret i børnehave, og den lille var puttet til formiddagslur. Mandag formiddag nyder jeg som regel stilheden og planlægger ugens indkøb, gøremål osv.

Midt på ugen fandt jeg en fin invitation til min kusines bryllup i min postkasse - en luftballon med et brev i kurven. Fredag stod den på middag og hygge med min søster og hendes mand.

I weekenden havde vi besøg af gode venner og deres børn, og de to store tøser legede rigtigt godt sammen. Søndag var det mors dag, og jeg tilbragte dagen sammen med min søster til et loppemarked, hvor vi havde en stand.

Ellers bød ugen på nye gummistøvler til lillepigen, indkøb til mindstepigens værelse, forældremøde i børnehaven og biotur med mødregruppen.

lørdag den 10. maj 2014

Instagram - uge 18

Hermed et indlæg om sidste uge på Instagram, og så er jeg også med igen i forhold til indlægene om ugen der gik.

Mandag i sidste uge havde farmand fødselsdag. Vi havde haft hele familien til frokost om søndagen for at fejre ham, men valgte også på dagen at spise brunch inde i byen.

Om onsdagen havde lillepigen sidste dag i vuggestuen, og hun delte derfor frugtspyd ud. Dagen efter begyndte hun i børnehave og det gik rigtigt godt.

Det var godt vejr det meste af ugen, så vi tilbragte meget tid udenfor, hvor alt efterhånden er sprunget ud og blomstrer så smukt. Vi havde også gang i grillen flere gange i løbet af ugen, og hvor smager maden bare skønt når det er grillet.

I weekenden var jeg selv med begge pigerne, da farmand var på arbejde både lørdag og søndag fra kl. 7-19. Vi brugte tiden på at vaske vinduer, lege i haven, have legekammerater på besøg (+ deres mor), tage et smut på biblioteket, fodre ænder og handle i Bilka, hvor man hver søndag kan få en pose af ulven. Det var en god og hyggelig weekend, men jeg var også godt brugt søndag aften. Derfor var jeg også glad for, at jeg er på barsel og derfor ikke skulle møde på arbejde mandag morgen.

onsdag den 23. april 2014

Instagram - uge 15

I denne uge var jeg blandt andet på café med min søster og i mødregruppe. Jeg fik også købt lidt nyt til mig selv: sneakers fra Nike, et skærebræt fra Ferm og en halskæde fra H&M.

Det helt store denne uge var weekendens to fødselsdage. Lillepigen fyldte 3 år om fredagen og min farfar fejrede sin 90 års fødselsdag om lørdagen.

Lillepigen pyntede selv kagerne som skulle deles ud i vuggestuen, og hun var vildt stolt. På hendes fødselsdag havde vi gæster fra morgen til aften. Hun havde en god dag og gik ud som et lys om aftenen.

Lørdag kørte vi til Agerskov Kro hvor min farfar holdt sin 90 års fødselsdag med kaffe og kage, 3 retters menu, overnatning og stort morgenbord dagen efter.

Søndag aften blev brugt på rengøring af køleskabet som virkelig trængte!

mandag den 21. april 2014

Instagram - uge 14

I uge 14 blev der på dagen for aprilsnaren trukket en vinder af min give away. I ugens løb spiste vi kage og bland selv slik, lillepigen fik nye solbriller og tegnede både en tegning af hele familien og et maleri til oldefars 90 års fødselsdag. Det var også i denne uge, at jeg fik lavet invitationer til mindstepigens barnedåb.

Jeg havde desuden en meget vrøvlet mindstepige hængende på mig det meste af ugen, og om natten ville hun ikke sove.

tirsdag den 8. april 2014

Instagram - uge 12

I uge 12 (for 3 uger siden) var jeg i mødregruppe for første gang. Jeg bestilte også 2 halskæder fra Moss Copenhagen med begge mine pigers forbogstaver indgraveret i vedhænget. Det var også ugen hvor vejret viste sig fra sin gode side og flere forårstegn kom frem.

Midt på ugen døde farmands mor efter kort og svær sygdom - læs mere her.