Viser opslag med etiketten Institution. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Institution. Vis alle opslag

lørdag den 13. december 2014

Instagram - uge 49

I sidste uge tog vi hul på december måned. Julekalenderen skulle åbnes og kalenderlyset blev tændt for første gang.

Om tirsdagen var vi til min fars afskedsreception, da han nu efter et langt arbejdsliv har valgt at gå på efterløn. Faktisk har han været i samme firma i over 40 år, så han fik tildelt Dronningens fortjenestmedalje.

I børnehaven er lillepigen i gang med at lave hemmeligheder til juleaften, og så har de bagt småkager. Jeg fik også lavet årets julekonfekt i sidste uge, så nu håber jeg bare, at der er noget tilbage til juleaften.

Weekenden bød først på en julefrokost fredag aften med mit arbejde. Hele lørdagen hjalp jeg min søster og hendes mand med at male i deres nye hus, og om søndagen besøgte vi Dybbøl Mølle, hvor der var en masse juleaktiviteter for både voksne og børn.

lørdag den 12. juli 2014

Instagram - uge 26

I forrige uge (jeg er stadig bagud med ugeindlæggene) spiste vi masser af lækker mad, og så høstede vi de første radiser i køkkenhaven. Det var også ugen hvor mindstepigen begyndte at få flaske i stedet for at blive ammet (se mere her), og lillepigen fik den støvsuger hun længe har ønsket sig.

Jeg var nede i byen hvor jeg blandt andet fik købt noget mere sommertøj til lillepigen, og en fin prinsessekrone som passer til hendes prinsessekjole.

I børnehaven lavede de et skraldesvin af affald fundet i naturen, og i weekenden var vi alene hjemme da farmand arbejdede. Vi hyggede os med modellervoks, lækker morgenmad, og så var vi til ringridderoptog.

torsdag den 5. juni 2014

Børnehaveopstart

For lidt over en måned siden (1. maj for at være helt præcis) startede lillepigen i børnehave. Hun startede samtidig med 2 andre børn som hun havde gået i vuggestue med, og på grund af børnetallet i børnehaven startede hun først da hun var fyldt 3 år.


Dagen hvor hun skulle starte i børnehave havde jeg sommerfugle i maven, og var faktisk til min store overraskelse en smule nervøs for, hvordan det skulle gå. Lillepigen var derimod meget stolt og glædede sig til at skulle begynde i børnehave. Hun gik i vuggestue i samme hus som hun skulle begynde i børnehave, og derfor var det hele kendt for hende på forhånd, både omgivelserne, personalet og børnene. Hun havde derfor ingen problemer med at skulle sige farvel den første morgen, og da vi hentede hende igen om eftermiddagen, var det som om, hun altid havde gået der.

Hun leger med flere forskellige børn og virker til at være faldet rigtigt godt til. Hun er glad hver dag når vi henter hende, og vil ofte ikke med hjem fordi hun leger så godt. Vi har fået at vide af pædagogerne, at hun er meget social og hviler meget i sig selv. Selvom det kun er en måned siden hun startede i børnehaven tør jeg nu godt at skrive, at opstarten i børnehaven for vores vedkommende er gået over al forventning.