mandag den 31. oktober 2011

Postkort fra den anden side


I dag da jeg tømte postkassen ventede der en herlig overraskelse, nemlig et postkort fra min søster og hendes kæreste som er ude at rejse. De er ikke bare på en helt almindelig rejse, de er nemlig væk i 11 uger og rejser både til Østen, USA og Mexico. De har nu været væk meget længe synes jeg, faktisk præcis 8 uger i dag, så der er heldigvis ikke så længe til de kommer hjem igen.
Min søster og jeg er meget tæt, og vi er vant til at se hinanden eller i det mindste tale sammen i telefon, så det er underlig ikke bare lige at kunne gøre det. Vi har talt sammen et par gange over Skype, men tidsforskellen har gjort det svært. Nu glæder jeg mig bare til hun kommer hjem igen..........om 3 uger!!!!!!

søndag den 30. oktober 2011

Nye tider

Herhjemme er der nye tider i mere end en forstand. Imorges da vi vågnede var det skønt at kunne stille uret en time tilbage og have en hel time mere. Lillepigen sov endda længere end normalt, så det passede stort set med det "normale" tidspunkt at vi stod op.
Det eneste der er træls ved at stille uret en time tilbage er, at det så bare blev så pokkers hurtigt mørkt her til aften. Men det kan man vel lige så godt vænne sig til, for det fortsætte jo et par måneder endnu. Vi tændte derfor stearinlys i hele stuen i eftermiddags og de brænder stadig. Der må gå en del stearinlys til hen over sådan en vinter.

Derudover har vi i dag flyttet lillepigens seng ind på hendes eget værelse. Hun er knap 7 måneder og har sovet inde hos os indtil i dag. På det sidste er hun dog begyndt at larme så meget om natten, og det vågner man jo af, så ud af soveværelset med hende. Det er underligt og lidt vemodigt at hun nu er flyttet ud, gad vide hvem det er værst for? Hun er puttet, men ligger stadig og snakker kan jeg høre. Hun skal nok lige se det hele lidt an, og når omgivelserne er nye er der meget nyt at kigge på. Men mon ikke hun falder i søvn på et tidspunkt.

lørdag den 29. oktober 2011

Rigtig fin give-away


Faldt over denne fine give-away på Barslundmadsens blog. Du kan trykke her for at komme dertil.
Hun udlodder en rigtig fin hama uro med ugler, og der er flere muligheder for at optjene lodder til lodtrækningen.

fredag den 28. oktober 2011

Endnu en skøn dag og en datter der ruller

I dag var Lillepigen og mig med min mor nede i byen. Vi startede med at spise en lækker frokost på en café og efterfølgende fik vi kigget lidt butikker. Jeg manglede egentlig ikke noget men fik alligevel købt lidt. I Tigeren havde de en rigtig fin padehat som nok får en plads på min store "sættekasse". Det er godt nok en sparegris, men det behøver man jo ikke bruge den til.

Derudover fik jeg købt lidt tøj i H&M. Det er egentlig heller ikke fordi jeg mangler tøj, men kunne ikke stå for denne lækre vest, og så til kun 150kr. Og så blev jeg jo nødt til at købe en bluse som passede til. Jeg fik også købt et par sorte tykke strømpebukser som jo er uundværlige med den kolde tid som vi går i møde.


I aften har mig og lillepigen hygget os for far er på arbejde og han er væk et døgn af gangen. Hun har for første gang i dag rullet fra ryg til mave, hele 2 gange. Hun forsøgte også en tredje gang, men det lykkedes ikke trods et meget ihærdigt forsøg, så hun blev en smule gal. Nu sover hun og jeg har tid til at blogge lidt inden jeg også vil hoppe i seng.

torsdag den 27. oktober 2011

En dejlig dag

I morges da min kæreste kom hjem fra vagt havde han rundstykker og en buket blomster med hjem til mig. Bare fordi han elsker mig, hvor var det en dejlig overraskelse. Hele dagen har faktisk været rigtig god. Vejret startede med at være godt. Lillepigen sov længe. Jeg fik mig et dejligt langt og varmt bad. Vi fik hængt gardiner op på lillepigens værelse, så hun nu endelig snart kan sove for sig selv (eller hendes forældre kan!). Vi fik gået en tur op til Rema for at handle og vi fik god aftensmad. Helt igennem en fantastisk dag.

onsdag den 26. oktober 2011

Efterår

Sikke dog et trist vejr det har været i dag. Med sådan et vejr kan man da kun blive indenfor og hygge under et tæppe.
Det har heller ikke været en dag med særlig meget gang i herhjemme. Farmand er på vagt, så lillepigen og mig har bare hygget os og gået en enkelt lille tur i eftermiddags inden det blev mørkt.
Men man kan vel ligeså godt vænne sig til vejret for det bliver jo nok ikke bedre de næste mange måneder.

Jeg har i dag siddet en del på nettet. Fik lige bestilt et abonnement på magasinet boligliv. Glæder mig til det første nummer lander i min postkasse i slutningen af næste måned. Håber på at blive endnu mere inspireret til indretning af vores hjem. Oveni bladende får jeg også en gave, nemlig en Heima lysestage fra Normann Copenhagen. Den passer lige ind i vores stue og glæder mig til den skal sprede lys og hygge gennem vinteren.

                                                                                             Billedet er fra http://www.boligliv.dk/

tirsdag den 25. oktober 2011

Kæmpe sættekasse

Da jeg var barn havde jeg en lille sættekasse hængende på mit værelse med alle mulige småting i. De er nu igen begyndt at komme frem, dog i en mere farvestrålende udgave end den jeg havde. Herhjemme har vi i stedet en kæmpe sættekasse (i form af en stor reol), også med alle mulige forskellige ting i. Jeg elsker at kigge på den og den indeholder alle mulige forskellige ting som jeg holder af og ikke har plads til andre steder.

mandag den 24. oktober 2011

Leveregel

For et par år siden læste jeg en lille historie om 2 munke i et blad. Den rørte mig og derfor vil jeg gerne dele den med jer andre, måske i allerede kender den. Den kommer her:

To munke passede hver sit æbletræ. På begge træer hang der 20 æbler, og hver dag gik de to munke ud og spiste et æble fra deres eget træ.
Den første munk kiggede på alle sine æbler og valgte altid det smukkeste. Den anden munk nænnede ikke at spise de smukkeste æbler. Han valgte altid det grimmeste. Så havde han de smukkeste æbler til gode, tænkte han.
Forskellen på de to munke blev, at efter 20 dage havde den første spist 20 æbler, der hver på sit tidspunkt var det allersmukkeste, mens den anden havde spist 20 grimme æbler.
Morale: Gør som den første munk. Spis det smukkeste æble først!
Jeg har siden jeg læste historien forsøgt at leve som den første munk. Måske denne historie også kunne inspirere dig?

søndag den 23. oktober 2011

Bunker af læsning

I går fik jeg ryddet lidt op i den kæmpe bunke blade der ligger under mit sofabord. Jeg har gemt bladene til jeg skulle på barsel, for har ikke haft tid til at læse dem før. Havde også gemt bogen "Hvor lagde jeg babyen" af Julia Lahme, men det er som om jeg faktisk har mindre tid til at læse nu hvor jeg er på barsel end inden. Men det går langsomt fremad i bogen, så skal nok nå det inden jeg begynder på arbejde igen. Så må alle bladene samle lidt mere støv, og vente til jeg en dag får tid til at læse i dem.

fredag den 21. oktober 2011

En MEGET lang køretur

I aften var mig og lillepigen hjemme hos mine forældre og spise fordi farmand er på vagt. Lillepigen blev tidligere træt end sædvanligt og inden vi fik pakket bilen og begyndte at køre hjemad var hun allerede overtræt. Det resulterede i, at hun græd og hulkede hele vejen hjem så det skar ind i hjertet. Det nyttede hverken at synge, give hende sut eller noget andet, så det var bare om at komme hjemad. Vi bor kun ca. 8 km fra mine forældre men alligevel var det verdens længste køretur. Da vi kom hjem hulkede hun endnu og det tog lidt tid for at få hende til at holde op og falde i søvn.

Iphone????

I morges i Godmorgen Danmark sendte de et indslag omkring mobiltelefonens udvikling gennem årene. Så blev jeg igen i tvivl om jeg skal købe mig en iPhone. Lige nu har jeg en gammel Samsung klaptelefon som faktisk ikke rigtigt kan så meget, men den kan lige præcis det jeg skal bruge den til, nemlig skrive SMS og ringe. Det der afholder mig fra at købe en iPhone er, at jeg er en klovn til at skrive SMS på den. Det ved jeg fordi min kæreste har iPhone og jeg har prøvet den. Det smarte ved iPhone er at den kan gå på nettet og tage nogle gode billeder, hvilket jeg gør meget efter lillepigen er blevet født. Så jeg er lidt i vildrede.

torsdag den 20. oktober 2011

Mmm karbad

I dag har jeg for første gang siden vi fik barn haft lidt alene kvalitetstid. Farmand tog lillepigen og jeg smuttede en tur i karbad. Det var virkelig skønt og afslappende. Inden vi fik barn og hus havde jeg meget alenetid, men det har der bare ikke rigtigt været tid til siden. Så det var virkelig tiltrængt. Nu sidder jeg og blogger med en kop kakao mens lillepigen sover i sin barnevogn og farmand er ude i sit værksted.

Hurra for nethandel

Jeg har lige opdaget en fantastisk hjemmeside. Den hedder miinto.dk og man kan købe smykker, tøj osv. Lige noget for mig som er på barsel og ikke er så tit ude at shoppe. Er faktisk begyndt at shoppe en del over nettet på det sidste. Kunne da heller ikke stå for 2 halskæder som jeg bare måtte eje, så dem har jeg lige bestilt og så kun til 200 kr. i alt med levering. Og det bedste ved det hele.....det blir leveret direkte til min postkasse så nu må jeg bare vente. Hurra for nethandel.
Billederne er fra hjemmesiden miinto.dk

mandag den 17. oktober 2011

Finito

Min kæreste og jeg købte hus sammen for et halvt år siden. Vi har shinet huset op indvendigt med maling, men ellers har vi ikke gjort så meget mere ved det endnu. Vi valgte dog at totalrenovere bryggerset med gulvvarme, pudsede vægge, nye elementer osv. Det har taget en del af vores tid for med en lille nyfødt kan man bare ikke lige helt nå alt det man gerne vil.
Vi har boet i huset de sidste 4 mdr. og skulle også finde på plads med møbler, hvilket vi endnu ikke helt er. Men i dag, har jeg så ENDELIG fået gjort vores bryggers færdigt. Det var selvfølgelig bare småting der manglede, men det er det altid. Min mor passede lillepigen og så fik jeg ellers arbejdet igennem. Er så glad for det nu endelig er færdigt, så tror jeg vil slappe af foran fjerneren resten af aftenen.

søndag den 16. oktober 2011

Med på moden

Nu har jeg gennem det sidste stykke tid fulgt med på en del forskellige blogs. Jeg tænkte derfor, at jeg hellere selv måtte få min egen blog og komme igang med at blogge. Det er jo åbenbart noget mange bruger, så må hellere hoppe med på den bølge.
Min blog skal ikke handle om noget særligt, bare alt det der lige ligger mig på hjerte og som jeg har lyst til at dele med andre.