lørdag den 28. juni 2014

Den seneste tid og noget om livet med 2 små børn

Der er lidt stille her på bloggen lige for tiden. Det er bestemt ikke fordi jeg ikke har noget på hjertet, det er blot fordi livet er fyldt med alt muligt andet på den anden side af skærmen. Når der endelig har været tid til at blogge, har jeg i stedet prioriteret at sove eller også har jeg ligget på sofaen og set Orange Is the New Black. Det har simpelthen været det eneste der har været energi til, hvilket nu har resulteret i, at der ikke er flere afsnit tilbage - jeg afventer derfor sæson 3.

Lige for tiden er jeg træt og drænet for energi. Den seneste tid med manglende søvn, krævende børn (på hver deres måde) og alt for mange planer og aftaler har sat sine spor i min krop. Min lunte er kort eller ikke-eksisterende, hvilket betyder mange time-outs til den store inde på værelset. Hun er inde i en periode lige nu hvor hun skal prøve grænser af konstant, og hvor hun overhovedet ikke hører efter hvad vi siger. Hun gør præcis hvad der passer hende, og vi er ikke altid enige i det hun gør.

I denne uge har vi været i gang med at vænne mindstepigen til at få flaske. Min mælkeproduktion er dalet lige så langsomt i de sidste 2 måneder, og da hun til sidst ikke fik nok at spise og tabte sig, må vi nu supplere med modermælkserstatning i flaske. Jeg har de sidste 14 dage forsøgt at forøge mælkeproduktionen uden held, og nu kaster jeg udmattet håndklædet i ringen. Egentlig var det ikke en svær beslutning, for hvis mindstepigen ikke får nok at spise hvis hun udelukkende ammes så skal hun ikke det. Jeg havde da ønsket at kunne amme hende fuldt ud ligesom med lillepigen, men sådan skulle det altså ikke være denne gang. Da beslutningen var taget gav det ro, både fordi jeg nu ikke længere skulle kæmpe med at få sat skub i mælkeproduktionen, men også fordi vores ellers så glade og tilfredse pige nu stiller og roligt er ved at vende tilbage igen. Jeg har jo heller ikke (endnu) måtte give afkald på amningen, nu får hun bare begge dele.

Nå, men det var faktisk slet ikke meningen at dette indlæg skulle have været så langt, men hvis du er nået hertil så tak fordi du læser med. Der kommer mere snart, det lover jeg.

tirsdag den 17. juni 2014

OITNB

Billedet et lånt fra www.hollywoodreporter.com
Lige for tiden er der ikke den store tid til at se tv, men når der er, ser jeg Orange Is the New Black på Netflix. Hvis du ikke allerede kender serien, så kom igang. Man bliver bidt af den, og jeg kan ikke vente til der igen bliver tid til at se et afsnit. Jeg er allerede igennem første sæson (13 afsnit), men heldigvis begyndte sæson 2 i fredags. Jeg har hørt en fugl synge om, at de er igang med at indspille sæson 3 også!

For god ordens skyld vil jeg lige nævne at dette ikke er et sponsoreret indlæg, jeg har altså intet fået for at reklamere for ovenstående produkt. Jeg er bare begejstret for produktet og ønsker derfor at dele dette med jer andre.

lørdag den 14. juni 2014

Instagram - uge 23

I sidste uge kom der pakkepost hele vejen fra Canada. Min mors veninde havde sendt tøj til de to heldige tøser. Ellers gik hverdagene med at nyde det dejlige vejr i haven, løbe og være i mødregruppe.

Fars dag/grundlovsdag blev tilbragt hos svigerfar og min egen far. Farmand herhjemme blev også overrasket med gaver fra sine to piger. I gaverne var et billed som lillepigen havde malet og mindstepigen havde lavet et hånd- og fodaftryk.

I weekenden blev begge piger passet (for første gang - altså dem begge på en gang!), og vi tog sammen med nogle gode venner til DAD koncert.

onsdag den 11. juni 2014

Smide sutten - hvordan?

Lillepigen har brugt sut lige siden hun var en lille baby, og det ville jeg ikke have været foruden. Men nu hvor hun er blevet 3 år, skal vi jo til at tænke på, hvordan hun kommer af med sutten igen.

Da hun var omkring 1 år og begyndte i vuggestue blev tiden med sutten i munden begrænse, idet hun skulle lægge sutten i garderoben, når hun mødte i vuggestue. Herhjemme brugte hun den dog stadig flittigt, men på et tidspunkt fik vi begrænset det til, at hun kun måtte bruge sut, når hun skulle sove eller var ked af det. Hun havde altid 3-4 sutter liggende i sin seng, og det antal er nu helt nede på en enkelt. Nu bruger hun også kun sutten når hun sover, men det skal hun jo også stoppe med på et tidspunkt. Er der nogle af jer derude bag de andre skærme som har et godt tip eller en god idé til hvordan vi slipper helt af med sutten? Så kommenter endelig herunder.

søndag den 8. juni 2014

Instagram - uge 22

I sidste uge var vi en tur på legepladsen inde i byen efter et besøg hos lægen med lillepigen (3 års undersøgelse). Om tirsdagen tog min søster og jeg på en shoppetur, hvor jeg fik fyldt skabet med lidt nyt (sommer-) tøj.
I weekenden var der byfest med karruseller (egentlig et mærkeligt ord!), boder, god stemning, musik og en masse andet. Da jeg var selv med begge piger, tog jeg med mine forældre derind.

Weekenden bød på 30 års fødselsdag, en ny brugt cykel til lillepigen og lækker pizza på grillen.

torsdag den 5. juni 2014

Børnehaveopstart

For lidt over en måned siden (1. maj for at være helt præcis) startede lillepigen i børnehave. Hun startede samtidig med 2 andre børn som hun havde gået i vuggestue med, og på grund af børnetallet i børnehaven startede hun først da hun var fyldt 3 år.


Dagen hvor hun skulle starte i børnehave havde jeg sommerfugle i maven, og var faktisk til min store overraskelse en smule nervøs for, hvordan det skulle gå. Lillepigen var derimod meget stolt og glædede sig til at skulle begynde i børnehave. Hun gik i vuggestue i samme hus som hun skulle begynde i børnehave, og derfor var det hele kendt for hende på forhånd, både omgivelserne, personalet og børnene. Hun havde derfor ingen problemer med at skulle sige farvel den første morgen, og da vi hentede hende igen om eftermiddagen, var det som om, hun altid havde gået der.

Hun leger med flere forskellige børn og virker til at være faldet rigtigt godt til. Hun er glad hver dag når vi henter hende, og vil ofte ikke med hjem fordi hun leger så godt. Vi har fået at vide af pædagogerne, at hun er meget social og hviler meget i sig selv. Selvom det kun er en måned siden hun startede i børnehaven tør jeg nu godt at skrive, at opstarten i børnehaven for vores vedkommende er gået over al forventning.


mandag den 2. juni 2014

Planlægning

Jeg har altid været meget organiseret og elsker at lave lister: madplaner, to-do lister, indkøbslister osv. Jeg elsker allermest at strege det ud der står på listerne, det giver en eller anden form for tilfredsstillelse at strege noget ud som man har nået. De som også laver lister ved vidst hvad jeg taler om.

Nu her i min barsel planlægger jeg mere end normalt. Hver søndag eller mandag aften udfylder jeg dette ugeskema. Det giver mig overblik over ugens gøremål og aftaler, og derudover kan jeg se hvad vi skal have at spise til aftensmad hver dag. Så hvis du mangler en god liste kan jeg kun anbefale dig at bruge det samme skema som jeg bruger.