mandag den 30. april 2012

Mere fødselsdag

Sidste uge stod også i fødselsdagens tegn. Først havde min lillesøster fødselsdag i onsdags og i lørdags blev farmand 30.

Til min lillesøster havde jeg købt en lækker thehætte af hende her, og den vakte stor begejstring hos modtageren. Derudover havde jeg lavet nogle hjemmelavede ting til hende, som jeg tror hun blev lige så glad for. Jeg lavede en dåse, en flagranke og en æske til opbevaring. Hun fik også et tyllersæt for hun elsker at bage til stor fornøjelse for os andre.


I lørdags blev farmand 30 år. Dagen blev fejret ganske lidt, da han både havde været og igen skulle på arbejde om aftenen. Søndag havde vi gæster af den nærmeste familie og til sommer holder han så en ordentlig fest.


Nu er der 14 dage til den næste fødselsdag som er min fars 60 års. Vi har mange runde fødselsdage i vores familie i år - jeg bliver også selv 30 når året er ved at være omme!!!!

fredag den 27. april 2012

Homemade with love


Min søster elsker at bage. Lige for tiden får hun prøvet rigtigt mange nye opskrifter af, og vi stiller gerne op som forsøgskaniner. Sidst fik vi en hel pose hjemmelavede småkager med hjem til stor nydelse. Svogeren havde også været en tur i køkkenet og kreeret en omgang hjemmesyltede agurker (se opskrift her). Dejligt med hjemmelavede lækkerier - homemade with love. 

onsdag den 25. april 2012

Lampefeber

Jeg elsker lamper, og det er jo skønt at man i et stort hus som vores skal have mange lamper til at give lys. Herunder kan du se et lille udpluk af mine lamper. Der er alt fra Ikea lamper til loppemarkedslamper og også en enkelt arvesag.

søndag den 22. april 2012

Weekenden

Lige et lille pip fra mig ovenpå en travl weekend som både har stået på shopping, loppemarked og mødregruppe. Fredag var min søster og mig på storshopping. Jeg fik købt tøj til mig selv og lillepigen, og fik også gjort nogle gode indkøb i Søstrene Grene.



Lørdag var min søster og jeg til loppemarked hvor vi havde en stand med bl.a. tøj, sko og smykker. Det var en hyggelig dag men omsætningen var ikke alt arbejdet værd. Hvis vi tager af sted igen en anden gang håber jeg på et bedre salg.
I dag søndag har lillepigen, farmand og jeg været til kaffe hos en fra min mødregruppe. Det er efterhånden 2 måneder siden vi sidst har været samlet og i dag mødtes halvdelen af gruppen så sammen med mændene. Det var hyggeligt og jeg håber på vi snart kan gøre det om.

fredag den 20. april 2012

Loppe no. 5


Til et loppemarked købte vi denne fine gamle radio. Den kan desværre ikke spille, men jeg har forhørt mig lidt, og man kan godt få den til det igen hvis det er. Lige nu står den dog bare til pynt herhjemme, så må vi se om vi på et tidspunkt skal have liv i den gamle radio igen.

onsdag den 18. april 2012

Gaver


I forrige indlæg lovede jeg at vise lillepigens mange lækre gaver frem og her kommer de så:

 
En masse kort med lykønskninger og et gavekort til H&M. I nogle af kortene var der også penge, så der skal købes lidt nyt legetøj, nogle nye bukser og sommersandaler til lillepigen i den kommende tid.
Sengetøj samt fødselsdagskaravane og træklodser fra Den Gamle Skole. Klodserne er allerede et meget stort hit, ikke mindst hos farmand som bygger høje og sjove tårne af dem.

En helt særlig og unik dukke med en lille dyne og pude fik hun også. Den er syet af lillepigens tante der forøvrigt har denne blog. Da lillepigen fik dukken i armene gav hun den det største knus så den er vidst godkendt.
En andet kæmpehit er denne sandkasse med tilbehør. Her tror jeg vi kommer til at tilbringe mange timer henover sommeren.

Og sidst men ikke mindst fik hun en masse lækkert tøj og et par solbriller som hun dog endnu ikke vil gå med, men sjove det er de. 

mandag den 16. april 2012

Fødselsdag for en 1-årig

Sidste uge stod på 2 gange fødselsdag idet lillepigen blev 1 år den 11. april. På selve dagen hyggede vi os hjemme alle 3, vi var på besøg i vuggestuen om formiddagen og havde gæster af lillepigens oldeforældre om eftermiddagen til boller og kage. I lørdags holdt vi fødselsdag for den øvrige familie, og dette var også en helt fantastisk dag. Herunder følger udvalgte billeder af herlighederne.


Tænk at min lille pige allerede er blevet 1 år, tiden går alt for stærkt og jeg kan næsten ikke følge med. Lillepigen fik forresten også en masse lækre gaver - dem viser jeg frem en af de kommende dagene.