Når livet tager en uventet drejning

Der har været stille på bloggen det sidste stykke tid og det er der selvfølgelig en grund til. Som jeg skrev i forrige indlæg har farmand været ramt af lungebetændelse, og desværre blev jeg også ramt. Heldigvis nåede han at komme nogenlunde ovenpå igen inden det blev min tur.

Jeg begyndte at få det dårligt sidste mandag (25.11) om eftermiddagen. Dagen efter meldte jeg mig syg fra arbejde og var ved læge, hvor de kunne konstatere, at jeg også havde fået lungebetændelse. Jeg blev derfor sat i behandling med penicillin og fik en ny tid 2 dage efter til kontrol. Om torsdagen da jeg igen kom ned til lægen havde jeg det endnu dårligere, og mit infektionstal var steget til det dobbelte. Lægen valgte derfor at indlægge mig, da han ikke vidste hvilken medicin jeg skulle have når nu jeg er gravid.

Jeg var herefter indlagt på sygehuset i 6 dage hvor der blev givet forskellige slags medicin. Jeg var hjemme nogle enkelte aftener, men skulle så møde op til blodprøver, undersøgelser og medicin i drop formiddagen efter igen og være der til behandling hele dagen. Om søndagen blev jeg sat i en meget skrap antibiotika behandling, da lægerne ikke syntes det gik nok fremad. Denne medicin kunne jeg ikke tåle så det resulterede i opkast og mavesmerter, og et nyt skift i medicin. Da iltmætningen i blodet heller ikke var for god, blev jeg nødt til at blive på sygehuset hele døgnet fra søndag og indtil jeg blev udskrevet i tirsdags.

Det var skønt at komme hjem igen til min lille familie. Det har været en hård omgang for os alle, og lillepigen har også reageret på at skulle undvære sin mor (og indimellem far). Det var vildt hårdt at være på sygehuset uden at kunne gøre noget, men jeg synes faktisk lillepigen har klaret det over al forventning. Det at jeg ikke har kunne være der for hende i forløbet er det der er sværest for mig at kapere lige nu. Så lige nu handler det bare om at være der for hende så meget som muligt, og så komme helt ovenpå efter sygdommen igen.